Vedtægter
for
foreningen
Gamborg Sogns Forsamlingshus
Stiftet den 22. november 1892.
§ 1
Foreningens formål er at opretholde Gamborgs Sogns forsamlingshus, som et forsamlingslokale for egnens beboere, henholdsvis til gode, sunde kristelige og folkelige aktiviteter og almennyttige formål
§ 2
Som medlem kan optages enkeltpersoner og sammenslutninger med bopæl på eller tilknytning til egnen.
Nye optagelser skal behandles på et bestyrelsesmøde.
Prisen for et medlemsbevis fastsættes af generalforsamlingen.
Der kan erhverves flere medlemsbeviser pr. person/sammenslutning, dog kan der maksimalt opnås 1 stemme på generalforsamlingen, uanset antal af beviser.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende:
-valg af dirigent
-formandens beretning
-fremlæggelse af regnskab
-valg af bestyrelse/suppleant
-valg af revisor/suppleant
-indkomne forslag til generalforsamlingen
forslag skal være formanden i hænde 8 dage før generalforsamlingen
-eventuelt
§ 3
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år 22. november, i tilfælde af weekend dagen efter. Generalforsamlingen indkaldes med 14 dages varsel, og er den øverste myndighed, og kun den kan vedtage forandringer i, og tillæg til foreningens vedtægter. Bestyrelsen kan, når den finder det fornødent, eller det af 15 af foreningens medlemmer er forlangt, lade afholde ekstraordinær generalforsamling.
Stemmeberettiget på generalforsamlingen er alene fremmødte medlemmer af foreningen, herunder også befuldmægtigede, der er i besiddelse af fornøden skriftlig dokumentation herfor.
§ 4
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som vælges ved hvert års ordinære generalforsamling, den vælges for 2 år ad gangen, og der afgår skiftevis 2 og 3. Bestyrelsen vælger af sin midte selv sin formand og kasserer for 1 år af gangen. Afgående bestyrelsesmedlemmer kan genvælges, men behøver ikke tage mod genvalg. Ligeledes vælges en revisor for 2 år af gangen. Valgene sker ved almindelig stemmeflertal.
Der vælges 1 suppleant til bestyrelsen og 1 suppleant for revisor.
Suppleanterne vælges for 1 år af gangen.
Regnskabsåret er fra 1. oktober til 30. september.
§ 5
Medlemmerne har ingen andel i foreningens formue.
For foreningens forpligtigelser hæfter alene dens aktiver, idet hverken bestyrelsen eller foreningens medlemmer hæfter personligt.
Ved evt. opløsning overgår foreningens midler til almennyttige formål i foreningens hjemstedskommune. Generalforsamlingen træffer beslutning herom.
§ 6
Foreningen tegnes i det daglige af bestyrelsen. Bestyrelsen har ikke bemyndigelse til at stifte gæld i foreningens navn, medmindre der foreligger generalforsamlingsbeslutning herom.
§ 7
Medlemsretten gælder så længe medlemmet bor på egnen. Hvis et medlem fraflytter egnen, men vedblivende ønsker at være medlem, kan dette lade sig gøre, men vedkommende må da i den anledning henvende sig til bestyrelsen. Et medlem, som er udgået af foreningen, har ingen krav på tilbagebetaling af medlemsbevis.
§ 8
Det er forbudt at handle med foreningens medlemsbeviser.
Når et medlem ved salg eller på anden måde har overdraget sin ejendom til søn, datter eller adoptivbarn, kan vedkommende, hvis det ønskes, overdrage sit medlemsbevis til den nye besidder, men for at en sådan overdragelse kan have gyldighed, må det meddeles bestyrelsen hurtigst muligt, og senest et halvt år efter overdragelsen.
Andre må købe medlemsbevis for at blive medlem.
§ 9
Bestyrelsen gives fuldmagt til udlejning af forsamlingshuset, samt prisen derfor, lideledes skal bestyrelsen skønne over, at de ting som afholdes, står i samklang med det i § 1 anførte.
§ 10
Bestyrelsen sørger for antagelse af vært med, hvilken de aftaler det fornødne, med hensyn til rengøring og opvarmning, samt beværtning ved udlejning af forsamlingshuset til privat brug.
§ 11
Ved henvendelse til bestyrelsen eller værten, kan forsamlingshuset også udlejes til ikke medlemmer, men til forhøjet pris.
§ 12
Det er bestyrelsens pligt at overvåge, at brugen af forsamlingshuset foregår med sømmelighed.
§ 13
Vedtægtsændringer kan kun vedtages når mindst 2/3 af de stemmeberettigede fremmødte på en generalforsamling stemmer herfor.
Således vedtaget på ordinær generalforsamling den 23. november 1998.
Bestyrelsen:
Jens Jørgensen Jens Rasmussen Palle Jespersen
Anette Sønderskov Bjarne Larsen