Vedtægter for den selvejende institution Landsbycenter Vind

§ 1

Institutionens navn er Landsbycenter Vind. Dens hjemsted er i Vind.

Landsbycenter Vind er en selvejende institution.

§ 2

Landsbycenter Vinds formål er at skabe og drive gode rammer for kulturel virksomhed, mødevirksomhed og idrætsudfoldelse for børn og voksne.

§ 3

Medlemmer af institutionen er alle medlemmer af Vind Idrætsforening og Vind Sogns Borgerforening, samt personer som økonomisk har bidraget til opførelse af Vind Sognegård, Vind Klubhus eller Landsbycenter Vind.

Alle medlemmer har én stemme.

§ 4

Et eventuelt overskud ved driften kan bruges til drift og anlæg i forbindelse med det daglige virke, samt til udligning af eventuel underskud.

§ 5

Køb og salg af fast ejendom, bygningsudvidelser og større aktivitetsudvidelser skal forelægges generalforsamlingen til godkendelse og kommunalbestyrelsen til orientering, inden det påtænkte iværksættes.

§ 6

Medlemmerne og bestyrelsen har ingen ret til institutionens formue eller udbytte af nogen art. Institutionens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personlig for økonomiske fordringer til institutionen.

§ 7

Foreningen ledes af en bestyrelse på 6 personer. Heraf én udpeget af Vind Idrætsforening, og én udpeget af Vind sogns borgerforening. Resten vælges på generalforsamlingen. Alle sidder i bestyrelsen for en 2 årig periode. Første gang vælges 2 bestyrelsesmedlemmer for kun ét år.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær. Alle møder indkaldes skriftlig.

Bestyrelsens beslutninger foretages ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

Der skal udfærdiges referat af alle bestyrelsens møder. Referaterne tilgår bestyrelsesmedlemmerne, og skal på forlangende fremlægges på generalforsamlingen.

§ 8

Bestyrelsen er bemyndiget til ansættelse og afskedigelse af fornødent personale til institutionens drift.

§ 9

Institutionens øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt i februar måned med 14 dages varsel i dagspressen. Indkomne forslag skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Ordinær generalforsamling har følgende dagsorden:

  1. valg af dirigent
  2. bestyrelsens beretning
  3. godkendelse af det reviderede regnskab
  4. behandling af indkomne forslag
  5. valg til bestyrelse
  6. valg af revisorer
  7. evt.

§ 10

Generalforsamlingen er suveræn i alle sine beslutninger, som ikke strider mod disse vedtægter. Alle beslutninger kan vedtages ved almindelig flertal blandt de fremmødte. Ekstraordinær generalforsamling afholdes hvis 25 medlemmer, skriftligt har krævet det over for formanden.

§ 11

Institutionens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december. Bestyrelsen har således det økonomiske ansvar for driften, herunder alle økonomiske transaktioner imellem generalforsamlingerne. Institutionens regnskab revideres af en registreret revisor.

Regnskabet indsendes senest 3 måneder efter generalforsamlingen til Kommunen til orientering.

§ 12

Ændringer af disse vedtægter kan kun foretages ved, at ændringerne er skriftlige og sat på dagsorden på en ordinær generalforsamling. Vedtægtsændringer skal godkendes med 2/3 flertal.

§ 13

Ved eventuel ophør af institutionen skal dette besluttes af 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med 14 dages mellemrum. ¾ af de fremmødte skal stemme for institutionens ophør.

Eventuel formue eller andre værdier skal anvendes til lignende formål i Vind.
Ændret på generalforsamlingen d. 27. februar 2013

Dirigent: Kurt Poulsen.

Print Friendly and PDF