VEDTÆGTER
for
FYNSKE FORSAMLINGSHUSE
§ 1
Foreningens navn er: ”Fynske Forsamlingshuse”
§ 2
Foreningens formål er ved samarbejde mellem de fynske forsamlingshuse at skabe en ramme til støtte og fremme af fællesskabet og det kulturelle arbejde i lokalsamfundene.
§ 3
Formålet søges nået ved oplysende virksomhed, ved vejledning til bestående forsamlingshuse og eventuelt medvirken ved oprettelse af nye, samt ved samarbejde med foreninger og med kommunale og centrale offentlige myndigheder.
§ 4
Foreningen kan tilsluttes en landsomfattende forening af forsamlingshuse.
§ 5
Som medlem kan optages forsamlingshuse beliggende i det tidligere Fyns Amt.
Optagelse i foreningen forudsætter, at institutionen har status som forsamlingshus, og indebære, at den vil indordne sig under foreningens vedtægter.
Optagelse i foreningen sker ved henvendelse pr. mail eller til et medlem af bestyrelsen.
Endvidere kan optages enkeltpersoner, der med deres virke og fremtræden har medvirket til samarbejde mellem fynske forsamlingshuse, og som vil indordne sig under foreningens vedtægter.
Optagelse sker ligeledes ved henvendelse pr. mail eller til et medlem af bestyrelsen.
§ 6
Medlemskabet gælder for det år, der er betalt kontingent.
§ 7
Kontingentet for det næstfølgende år fastsættes på den ordinære generalforsamling.
§ 8
Regnskabet følger kalenderåret.
§ 9
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden medio i marts.
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelse, skal være mail eller skriftlig, adresseres til det enkelte hus, eller dets formand.
Indkaldelsen skal angive dagsorden for generalforsamlingen og oplysning om, hvilke bestyrelsesmedlemmer, der efter tur afgår fra bestyrelsen.
Genvalg kan finde sted.
Adgang og taleret samt stemmeret har de af foreningens medlemmer, der har betalt kontingent inden generalforsamlingens start.
Hvert forsamlingshus 3 stemmer, enkeltmedlem har én stemme. Afstemningen sker med de udleverede farvede kort (1 kort pr. hus (èn farve) og 1 kort pr. personligt medlem (anden farve)
Alle valg kan være ved håndsoprækning eller skriftlige hvis ønskes og afgøres ved almindeligt stemmeflertal.
Beslutninger om ændringer af vedtægterne kræver dog 2/3 af de afgivne stemmer, samt at ændringsforslaget forud for generalforsamlingens afholdelse skriftligt er tilsendt medlemmerne.
Generalforsamlingens dagsorden:
- Valg af dirigent.
- Bestyrelsens beretning om foreningens virke i det forløbne år.
- Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab.
- Behandling af indkomne forslag (Sådanne skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen, dog skal forslag til vedtægts ændringer være formanden i hænde senest 15. januar).
se også i §9 afsnit 4). - Fastsættelse af det følgende års kontingent.
- Valg til bestyrelsen (2-årig periode).
- Valg af en bestyrelses suppleant (for en 2-årig periode).
- Valg af en bilagskontrollanter (for en 2-årig periode).
- Valg af en bilagskontrollant suppleant (2-årig periode).
- Eventuelt.
§ 10
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal i bestyrelsen kræver det, eller når mindst 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt anmoder derom. Indkaldelse sker som til ordinær generalforsamling, dog senest 4 uger efter at kravet er modtaget.
§ 11
Foreningen ledes af en bestyrelse på syv medlemmer, hvoraf flertallet skal være medlem af en forsamlingshusbestyrelse.
Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen for to år ad gangen.
Hvert år afgår skiftevis 3 og 4 medlemmer. Første gang 3 medlemmer efter lodtrækning.
Bestyrelsen konstituerer sig selv efter generalforsamlingen med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Der føres protokol over de afholdte møder med indførelse af de trufne beslutninger og protokollen underskrives af bestyrelsen. Bestyrelsen er bemyndiget til at nedsætte de udvalg, som den finder nødvendige, så arbejdet kan ledes og fordeles hensigtsmæssigt.
Foreningen tegnes af formanden og kassereren i fællesskab.
§ 12
Den til foreningens oprettelse og drift nødvendige kapital søges tilvejebragt ved medlemsbidrag samt ved offentlige tilskud.
Foreningens midler, herunder eventuelt overskud, der ikke skønnes nødvendig til den daglige drift, skal indsættes i et eller flere pengeinstitutter på foreningens navn.
For foreningens forpligtelser hæfter alene dens aktiver, idet hverken bestyrelsen, tilsluttede medlemmer eller andre ikke hæfter personligt.
§ 13
Til foreningens opløsning kræves to generalforsamlinger.
På den første skal 2/3 af de fremmødte medlemmer stemme for et forslag om opløsning af foreningen.
Er der ikke 2/3 flertal er forslaget faldet. Er der 2/3 flertal for opløsning, skal dette bekræftes på generalforsamling nr. 2, der afholdes mindst 3 uger og senest 5 uger efter den første.
Denne er beslutningsdygtig ved simpelt flertal.
Foreningens aktiver stilles ved en opløsning i bero i 1 år og administreres i denne periode af landsledelsen, og kan såfremt der dannes en forening med samme formål, tilfalde denne nye forening.
Hvis denne forening ikke etableres, fordeles den opløste forenings midler ligeligt mellem de forsamlingshuse, der på tidspunktet for opløsningen er tilsluttet foreningen.
Vedtægter vedtaget på stiftende generalforsamling den 3. juni 1982
Ændringer vedtaget på generalforsamling den 25. april 1995
Ændringer vedtaget på generalforsamling den 9. april 2002
Ændringer vedtaget på generalforsamling den 27. marts 2007
Ændringer vedtaget på generalforsamling den 8. marts 2011
Ændringer vedtaget på generalforsamling den 15. april 2019
Ændringer vedtaget på generalforsamling den 6. august 2020
Ændringer vedtaget på generalforsamling den 31. marts 2022
Erik Søgaard Thomas Bang Christensen
(formand) (kasserer)